Hundefobi

Hvorfor kan muselmænd ikke døje hunde? Eller rettere hvorfor kunde Allah og hans profet ikke døje hunde? For deres skyld må det vel være med denne arabiske kynofobi, (hundefobi) eftersom Muhammed i et og alt er deres forbillede. Mon ikke det i høj grad hænger sammen med menneskenes levevis i de arabiske lande?

I mange lande har man endnu i vore dage ikke nogen ordnet renovation, hverken dagrenovation eller nat-. Dèr smider man i reglen alt skraldet ud på gaden, måske i et lidt bortgemt stræde, hvor herreløse hunde og katte roder og slås for at finde en godbid eller snuppe en mus eller en rotte. Man behøver bare tage til Sydeuropa for at kunde se det.

De forsultede hjemløse hunde ser ofte meget sølle og forrevne ud, haltende og sårede med pelsen ødelagt af skab eller fuld af lopper. Hvad enten de vækker afsky eller medynk, var det nok bedst for dem selv og den almene sundhedstilstand, at de befordredes til en bedre verden. Men mest ængstelige er menneske dog, om nogen hund skulde have hundegalskab (rabies).

Her i vor del af verden er der nok rimelig god tjek på hundene, selvom læserbreve stadig kan fortælle om hundehømmer på fortove, som man jokker i, men det har tidligere været meget værre. Vi har jo også smidt skarnet ud på gaden i gammel tid, og herreløse hunde har strejfet rundt og set sit snit til at løbe ind mellem de åbne slagterboder på Nytorv eller ved Nikolaj Kirke.

Vore middelalderlige byer rummede stalde for heste, svin og køer, får og geder, og det fortsatte langt frem i tiden. Bødlen eller natmanden fik gerne betalt for at slå omstrejfende hunde ned. I Helsingør blev det til 520 hunde på tre år på Frederik den Andens tid (- nåh, den tidsangivelse duer ikke. Ingen kan historie og kongerækker længere. Men tælle kan man da endnu, så de tre år var 1582-85).

Myndighederne var især efter hundene i de såkaldte hundedage, 23. juli til 23. august, eftersom en gammel myte hævdede, at risikoen for hundegalskab var størst i denne lumre periode, hvor solen var i Løvens tegn og nærmest hundestjernen Sirius.

Inspireret af udlande indførtes hundetegn i København den 4.oktober 1815. Alle hunde skulde da have et hundetegn i halsbåndet, registreret og betalt hos politiet. Åbenbart har nogen ofret hunden for at undgå at betale, for kort efter kom der politiplakat om, at hunde ikke måtte druknes i byens søer og kanaler. På Klæstrups tegninger kan man se hunderakkeren i funktion med sin lange ketcher og sæk, mens forskræmte hundeejere dukker sig.

I byerne er hunde altid godt samtalestof. Eller de giver anledning til irritationer. Af mange grunde. Måske støjer de for meget. Eller de overforkæles af ejeren. Den norske forfatter, Alexander Kjelland, fortæller i en novelle fra København om en særdeles forkælet “Trofast”, som den logerende i huset, kandidat Hansen, bliver mere og mere gal på – og også på alle byens hunde, der løber rundt overalt og gør som de vil. Han gik så vidt, at han i ærgelse skældte København ud for “Nordens Konstantinopel” på grund af de mange omstrejfende hunde.

Tiderne skifter. Nu er der plastikhandsker til hundeejeren ved gadens lygtepæl, så han kan tage det med sig og lægge det på rette sted.

Sådan er det nok ikke i Konstantinopel.

Spydpigen

Svensk översättning här

Annonser